Erhverv

SMV’er fremtidssikrer under COVID-19: Konsulenter har sendt OnlinePlus mod mere vækst

Konsulenter fra EU-projektet ”Morgendagens ressourcer” på Tietgen Kompetencecenter har i et halvt år været faste gæster hos det digitale marketingbureau OnlinePlus i Odense. Seniorkonsulent Rune Axelholm Hedegaard (nr. to fra venstre) besøger sammen med kollegaen Søren Boe (længst tv.) ledelsen i OnlinePlus: I midten Malene Bruun, CPO & Head of People and Culture, og til højre ses Jimmy Vejlemark, kommerciel direktør & partner, længst th. CEO Jeppe Majgaard. Foto: Tietgen Kompetencecenter.

”Vi indså, at vi havde brug for hjælp,” siger det digitale marketingbureau OnlinePlus, som er i gang med fremtidssikring af virksomheden med hjælp fra konsulenter i EU-projektet ”Morgendagens ressourcer”. Et markant lavere kundefrafald er et af de første resultater.

COVID-19-pandemien – senest den nye bølge af Omikron-tilfælde – har skabt usikkerhed i mange SMV’er om fremtiden og understreget, at selv den mest veldrevne og etablerede virksomhed kan have brug for hjælp til omstilling.

Derfor bevilgede Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i sommeren 2020 86 mio. kr. fra EU’s Socialfond og de decentrale erhvervsfremmemidler til indsatsen ”Morgendagens kompetencer”. En femtedel af midlerne – i alt 17,3 mio. kr. – er gået til Tietgen Kompetencecenter, som i projektet ”MORE – Morgendagens Ressourcer” (MORE) hjælper SMV’er med kompetenceudvikling, omstilling og innovation.

Netop nu tæller projektet over deltagende 90 SMV’er. En af dem, der har fået hjælp, er det digitale marketingbureau OnlinePlus fra Odense med 45 medarbejdere. Virksomheden er en typisk repræsentant for den store gruppe SMV’er, der i første omgang er kommet godt over COVID-19: Tårnhøj vækst, overskud, flere og flere rekrutteringer, men alligevel nager den usikkerhed, som også påvirker samfundet i almindelighed.

Jimmy Vejlemark, kommerciel direktør & partner i OnlinePlus, forklarer det sådan:

“Grundlæggende har vi det godt, og vores kunder har det også godt, men uanset hvad, er der stadig en usikkerhed. De seneste uger har Omikron fået usikkerheden til at blusse op igen, og en nedlukning kan i princippet ramme os i morgen. Vi vil gerne sikre os, at vi stadig står stærkt, hvis det skulle ske.”

Derfor har seniorkonsulent Rune Axelholm Hedegaard fra Tietgen Kompetencecenter i Odense siden april været fast gæst hos OnlinePlus. Opgaven er at kompetenceudvikle virksomhedens ledere og medarbejdere og gennemføre et LEAN-tjek af virksomhedens processer og arbejdsgange for at ruste dem til en mere uforudsigelig fremtid.

Konsulenten ankom til en vækstvirksomhed, hvor der under medarbejdernes hjemsendelse frem til marts 2021 var opstået en række uhensigtsmæssige processer og strukturer.

Malene Bruun, CPO & Head of People and Culture, forklarer:

“Det var vanskeligt at være ledelse, når alle sad hjemme og opfandt deres egne måder at gøre tingene på. Væksten buldrede afsted, og vi stod over for at skulle ansætte en del medarbejdere. Men i en tid præget af usikkerhed og mange spørgsmålstegn var det svært at finde overskuddet, når vores processer ikke sad lige i skabet. Og dér indså vi, at vi havde brug for hjælp til at se indad.”

I dag – efter en proces på et halvt år – tegner gevinsten af stærkere kompetencer og processer sig allerede tydeligt hos OnlinePlus:

  • Over 70 pct. af virksomhedens processer er kortlagt og forbedret, hvilket har resulteret i nyansættelser.
  • Nye funktioner er oprettet, og servicen over for kunder er forbedret.
  • Kundefrafaldet er reduceret med 62 pct.

Malene Bruun, CPO & Head of People and Culture, siger:

“Vi taber simpelthen færre kunder i dag, og det tilskriver vi, at vi har fået bedre processer og stærkere kompetencer.”

Kommentarer