Natarbejde på Storebæltsbroen giver ændringer for trafikken i næste uge
Storebæltsbroen. Foto: Sund & Bælt.
For at holde broen i topform udføres der i næste uge vedligeholdelsesarbejde på Storebæltsbroen i aften- og nattetimerne. I denne periode vil der være dobbeltrettet trafik. Broen lukkes kortvarigt om aftenen og tidligt om morgenen for at omlægge trafikken. Det oplyser Sund & Bælt i en pressemeddelelse.
Storebæltsbroen er en af Danmarks vigtigste trafikårer og benyttes dagligt af omkring 37.000 køretøjer. For at sikre en stabil og sikker forbindelse på tværs af Danmark gennemføres der løbende vedligeholdelsesarbejde.
– Storebæltsbroen er under konstant påvirkning fra både trafik og vejret. Derfor vedligeholder vi løbende broen for at sikre en stabil og pålidelig forbindelse, der altid er åben. Arbejdet udføres primært om aftenen og natten, hvor trafikken er mindst, så vi generer trafikanterne mindst muligt, siger teknisk chef i Sund & Bælt, Kim Agersø Nielsen, i pressemeddelelsen.
Det er blandt andet de såkaldte ekspansionsfuger, der sikrer, at broen kan bevæge sig ved temperaturændringer, som skal vedligeholdes. Under arbejdet afvikles trafikken dobbeltrettet i den anden side af broen, hvilket skaber et trafikfrit område og dermed højere sikkerhed for dem, der arbejder med vedligehold.
Sådan påvirkes trafikken
Fra mandag den 14. til fredag den 18. september, vil der være dobbeltrettet trafik på Storebæltsbroen i aften- og nattetimerne mellem klokken 19 og 05:45. I denne periode er der hastighedsbegrænsning på 80 kilometer i timen og overhaling forbudt.
For at omlægge trafikken til dobbeltrettet trafik lukkes broen kortvarigt om aftenen og om morgenen i op til 45 minutter. Det sker fra klokken 19 til 19:45 og fra klokken 05 til 05:45. Der vil opstå ventetid i forbindelse med lukningen, så det anbefales at krydse broen uden for disse tidsrum.
De præcise tider for kortvarig lukning af broen:
- Mandag den 14. september fra 19:00 – 19:45
- Tirsdag den 15. september fra 05:00 – 05:45 og 19:00 – 19:45
- Onsdag den 16. september fra 05:00 – 05:45 og 19:00 – 19:45
- Torsdag den 17. september fra 05:00 – 05:45 og 19:00 – 19:45.
- Fredag den 18. september fra 05:00 – 05:45.
Find flere informationer om trafikale ændringer på Storebælt.dk



Kommentarer