Vinderne af Mejeriprisen 2021 kommer fra Odense
Rema1000, Marienlund i Odense og BILKA i Odense, er vindere af dette års Mejeripris, som netop er uddelt på Fødevaredagen i Middelfart.
Flere supermarkeder har stor succes med at satse på mejeriafdelinger – og det behøver ikke kun at begrænse sig til et hjørne af butikken. Det kan brede sig rundt i hele butikken og inspirere til mersalg gennem sameksponering. Mejerikategorien er en kategori med mange muligheder, og vinderne af Mejeriprisen formår at udfolde disse muligheder.
– Årets Mejeripriser går til to butikker, som formår at arbejde målrettet med mejerikategorien, så der skabes synergi mellem mejeri og andre afdelinger i butikkerne.
Mejeriafdelingerne fremstår veltrimmede og med et meget stort udvalg af friske mejerivarer. Der er fokus på at skræddersy udvalget til de lokale behov og samtidig have friske og sæsonaktuelle varer på hylderne. Det er vigtigt at tænke ud af boksen og skabe nye oplevelser for kunderne, f.eks. igennem tapasanretninger og nemme løsninger, der inspirerer til krydssalg”, siger chef for Marked & Ernæring i Landbrug & Fødevarer, Mette Jasper Gammicchia.
Juryen har i år lagt særlig vægt på friskhed, sortiment og iscenesættelse, kunden i centrum, og hvordan butikken skiller sig ud fra mængden.
Stolte vinderbutikker
Mejeriprisen er opdelt i en Discount kategori og en Super- og hypermarkeder kategori. Prisen hylder de butikker, der formår at inspirere kunderne til nye oplevelser med mælkeprodukter. Alle de nominerede til Mejeriprisen, har gjort en stor dyd ud af, hvordan præsentationen af mejeriprodukterne skal være, så kunderne får den bedste oplevelse.
Det gælder også de to vindere, som formåede at overbevise juryen om, at de går den ekstra mil for at skabe en indbydende mejeriafdeling. Det var ligeledes to stolte vindere fra REMA 1000, Marienlund, Odense og Bilka, Odense, der kunne modtage priserne foran en sal fyldt med folk fra fødevarebranchen på Hindsgavl Slot:
– Vi er meget stolte. Det var en stor overraskelse og helt fantastisk at vinde mejeriprisen – det er kæmpe stort, siger mejeriansvarlig, Roksana Huber fra Rema1000.
– Vi er super glade for det. Det er et kæmpe skulderklap til vores team. Det er så fed en oplevelse, siger mejeriansvarlig, Allan Granly fra Bilka.
Kommentarer