Universitet kårer Lidl som bedste praktikplads
Nedlukning, online-undervisning og forsamlingsforbud. Det er ikke let at være specialestuderende i en coronatid. Men for Caja Skovning Schmidt har en praktikplads hos Lidl både ført til et specialesamarbejde og et nyt studiejob. For Lidl var det også en succes. Foruden en ny kollega, modtager dagligvarekæden nu en pris for bedste praktikplads – International Virksomhedskommunikation (IVK) på Syddansk Universitet (SDU) står bag prisoverrækkelsen.
Foran otte andre nominerede virksomheder og organisationer løb Lidl Danmark fredag d. 12. marts ved en online kåring med prisen for bedste praktikplads, den såkaldte IVK-partnerpris fra Syddansk Universitet. Prisen gives for virksomhedernes evne til at skabe de bedste forudsætninger for job efter studiet for studerende på International Virksomhedskommunikation (IVK). I år har juryen, bestående af 16 studerende samt lektor og studieleder Flemming Smedegaard, peget på Lidl.
”Prisen til Lidl gives på baggrund af to flotte indstillinger fra studerende, der har været i praktik hos Lidl. Vi har også lagt vægt på, at Lidl har været indstillet til prisen før, hvilket er et udtryk for, at det ikke kun er i 2020, at praktikpladser hos Lidl har fungeret ekstraordinært godt – det har været tilfældet i flere år”, siger Flemming Smedegaard, lektor og studieleder ved Syddansk Universitet.
Samarbejdet blev forlænget med studiejob og specialesamarbejde
To af de praktikanter, som i efteråret 2020 var i praktik hos Lidl, var specialestuderende Caja Skovning Schmidt og Caroline Hechmann Gejl. Trods nedlukninger, online-undervisning, forsamlingsforbud og andre corona-forhindringer endte de begge med at starte i praktik hos Lidl Danmark i henholdsvis kommunikationsafdelingen og Employer Branding-afdelingen på hovedkontoret i Kolding.
”Jeg har i løbet af min praktik oplevet et helt igennem professionelt og fantastisk samarbejde, som har udmøntet sig i et studiejob og specialesamarbejde. Jeg blev lynhurtigt en del af afdelingen efter en grundig intro og velkomst, hvorfor jeg også blev anset som en kollega og ikke en praktikant. Det gav tryghed fra første dag. Derudover havde jeg løbende samtaler med min nærmeste leder, som sørgede for, at jeg hele tiden lærte det, jeg skulle, og fik en passende mængde opgaver,” fortæller Caja Skovning Schmidt, specialestuderende og nu også studentermedhjælper hos Lidl.
Efter praktikforløbet valgte Caja at indstille Lidl til IVK’s partnerpris. Partnerprisen blev i fredags overrakt til Lidl i forbindelse med IVK-studiets årlige festdag d. 12. marts. Prisoverrækkelsen foregik online, hvor både studerende og HR-direktør, Sine Dolberg, fra Lidl Danmark deltog.
”Først og fremmest er jeg enormt glad for, at Caja og Caroline har haft så gode oplevelser med at være praktikanter hos os. At de så vælger at indstille os til IVK’s partnerpris, og at vi faktisk vinder den, er naturligvis en fantastisk anerkendelse af Lidl og vores dygtige ledere og kolleger”, siger Sine Dolberg og fortsætter:
”Det er flere steder blevet sværere for de studerende at komme i praktik, fordi de skal have fag ved siden af praktikopholdet. Det er en stor udfordring for de studerende, da vi som virksomhed har brug for, at de som nyuddannede har en vis indsigt i praksis. Et praktikophold kan i høj grad være med til at give dem denne indsigt samt muligheden for at prøve teorier af i praksis, hvilket er et stort plus efter endt uddannelse. Og udover, at praktikken skaber stor værdi for praktikanterne, giver de studerende også et frisk pust til os som virksomhed ved at komme med en unik viden om blandt andet de nyeste tendenser indenfor deres respektive fagområder. Vi er glade for, at SDU skaber gode rammer for de studerende, når det gælder praktik, for det giver gode betingelser for, at praktikanterne falder godt til og udvikler sigbåde socialt og fagligt i praktikken – noget, vi har stort fokus på i Lidl. Vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde med SDU og takker for den flotte pris.”
Lidl har i flere år tilbudt studerende praktikforløb af et semesters varighed (4–6 måneder) i en af de mange afdelinger på hovedkontoret i Kolding. Lidl ansætter praktikanter hvert forår- og efterårssemester. Lidl giver alle praktikanter en månedlig erkendtlighed på 3.000 kr.
Kommentarer