Odense

SDU er først i Danmark med prestigefyldt bæredygtigheds-certificering

Som de første i Danmark har laboratorier på Syddansk Universitet fået en bæredygtigheds-certificering fra Green Lab, idet medarbejdere har reduceret energiforbruget markant. Samtidig er SDU det eneste universitet i Norden med certificeringen.

Biovidenskabelige forskningslaboratorier har ofte et meget højt forbrug at energi. Faktisk bruger et laboratorium i mange tilfælde otte gange mere energi end et almindeligt kontor. Det kan dog gøres bedre, hvorfor SDU har søsat projektet ”My Green Lab”.

I projektet samarbejder Institut for Molekylær Medicin (IMM) og Institut for Biokemi og Molekylær Biologi (BMB) om at udvikle en bæredygtig laboratoriekultur i tæt dialog med ansatte og studerende. Det sker via en certificeringsproces, som kan forbedre bæredygtigheden af forskningslaboratorier fundamentalt og permanent

De deltagende laboratorier er allerede godt i gang med at implementere bæredygtige løsninger. Faktisk er de så langt i processen, at de hen over sommeren blev Green Lab-certificeret som de første i Danmark.

– Det er med stor fornøjelse, at jeg ser, at SDU er blevet bæredygtigheds-certificeret med Green Lab. Det er den rigtige vej at gå, da vi alle skal tage aktiv del i at minimere klimaforandringerne. En sådan certificering passer rigtig godt ind i SDUs strategi vedrørende verdensmålene. Så, stort tillykke til SDU, til de respektive institutter, lyder det fra Sebastian Mernild, prorektor på SDU og professor i klimaforandringer.

Har sparet strøm svarende til 26 husstande

Ét hovedfokus for de deltagende laboratorier har i første omgang været at reducere energiforbruget i forbindelse med opbevaring af prøver på køl. Det fortæller My Green Lab-projektleder Marianne Due:

– Her har BMB blandt andet valgt at hæve temperaturen på deres frysere fra -80 til -70 grader. Sammen med en række andre tiltag, betyder det, at de nu sparer det, der svarer til strømforbruget i 26 husstandealene i forbindelse med køling af prøver.

– IMM har i forbindelse med den forestående flytning til Sundhedsvidenskabs nye fakultetsbygning Nyt SUND valgt at erstatte deres traditionelle frysere med nitrogenfrysere. Sammen med en større oprydning af prøver, som reducerer behovet for fryserkapacitet, forventer de, at det vil mindske energiforbruget markant.

Mindre plastic ind og ud af laboratorierne

I efteråret 2021 går laboratorierne i gang med næste certificeringsrunde med henblik på at implementere flere bæredygtige tiltag. Her vil institutterne blandt andet have fokus på deres forbrug af plastik i forbindelse med både indkøb af engangslaboratorievarer og indpakning i plastik.

– De vil blandt andet forsøge at påvirke både det kommende udbud på laboratorievarer og aftagerne af plastikaffaldet, således at den mængde plastik, vi får ind i huset, reduceres og er mærket tydeligt op, så plastikken kan finsorteres og genbruges, forklarer Marianne Due.

Deltagerne i projektet vil desuden arbejde på at reducere antallet af kemikalieaftræksskabe, der står tændt. Vel at bemærke uden at slække på sikkerheden, lyder det fra projektlederen.

Der arbejdes hårdt på at blive grøn

En Green Lab-certificering består af fem trin, som bevæger sig fra niveau 1 til 5, fra bronze til grøn. Hvilken certificering laboratoriet får og hvilket niveau på bæredygtigheds-skalaen, det dermed befinder sig på, fastsættes af den procentvise implementering af ”green lab-standarder”, som er indført i laboratoriet.

Efter første certificeringsrunde har de deltagende forskningssektioner på BMB og IMM fået tildelt guld, sølv og bronze. Men de er, som nævnt, allerede i gang med at planlægge tiltag til næste certificeringsrunde med en ambition om at få tildelt den grønne farve.

– Der vil blive arbejdet hårdt på at komme højere op af skalaen – og forhåbentlig bliver projektet ikke forstyrret af Corona i næste runde. Så det skulle bestemt være muligt indenfor det næste år til halvandet, vurderer Marianne Due.

Kommentarer