Debat og politik

Psykiatrien har brug for et MEGA løft!

Skrevet af: Karsten Fogde, Regionsrådsmedlem SF (stedfortræder), Villestofte Skovgyde 146, 5210 Odense NV

Det er umådeligt trist, at der ”skal lig på bordet” for at skabe forandring. Men skal den tragiske hændelse på Fields i søndags på nogen måde kunne give mening, må det være som et wake–up call til handling.

Den 22-årige havde søgt telefonisk assistance – forgæves!

I 2019 måtte psykiatrien afvise behandling af 3.030 personer, der alle var henviste, det svarer til 13% af de henviste. I 2020 var det ligeledes 13% og i perioden jan – sep. 2021 var det faktiske antal afviste 3.771 henviste patienter, som Region Syddanmark ikke kunne tage imod. Det svarer til 16%.

I Aabenraa er der lukket et sengeafsnit med 15 senge og det siden slutningen af 2020. Samme sted er der siden april 2022 lukket 6 senge i Børne – og Ungdomspsykiatrien.

Alle de faggrupper, der er i psykiatrien, er efterspurgte, og der er alt for mange ledige stillinger. Personalemanglen er beviset på et gennem alt for mange år underprioriteret område, som i alt for mange år er blevet udsultet.

Der må på Christiansborg trækkes i arbejdstøjet, så Psykiatriplanen bliver til handleduelig virkelighed.

Flere penge er i sig selv ikke nok. Der skal gang i en omfattende ny tilgang til psykisk sygdom og mistrivsel. Vi skal frem til at mange flere gerne vil arbejde også med psykisk sygdom. Ellers fortsætter den ulighed, vi i dag har i sundhed.

Opgaven er stillet – der skal mange løsninger til. Nok ikke mindst en ny tilgang, hvor vi i højere grad lytter til ”den der har skoen på”!

Kommentarer