Professor i translationel nyrefysiologi ved SDU
Ph.d. Henrik Dimke, 40 år, er tiltrådt som professor i translationel nyrefysiologi ved Institut for Molekylær Medicin på Syddansk Universitet.
Henrik Dimke har arbejdet med nyrefysiologi i mere end 17 år, herunder syv år i udlandet. Som nyrefysiolog med en baggrund i molekylærbiologi, forsker Henrik Dimke primært i, hvordan nyrerne fungerer, især med henblik på at forstå hvordan nyrerne transporterer mineraler og derved regulerer deres udskillelse i urinen.
Han har siden 2014 været ansat ved SDU, hvor han har opbygget sin egen forskningslinje med fokus på, hvordan kalk- og magnesiumtransporten reguleres i nyre og tarm. Dette er gjort ved brug af en række fysiologiske modeller, som han har etableret eller videreudviklet. Det eksperimentelle arbejde har blandt andet bidraget til at forstå de mekanismer, der fører til en øget mængde kalk i urinen, hvilket er den største risikofaktor for dannelsen af nyresten. En sygdom som rammer mange igennem livet.
”Jeg er meget glad for udnævnelsen til professor, hvilket er en stor anerkendelse, og jeg ser meget frem til muligheden for at udvikle forskningsgruppen yderligere i denne nye kapacitet” siger Henrik Dimke og tilføjer, at han i den forbindelse gerne vil takke de ekstremt dygtige laboranter, som yder vigtige bidrag til gruppens arbejde, ligesom medlemmerne af hans forskningsgruppe og de mange nationale og internationale samarbejdspartnere.
Henrik Dimke har leveret flere arbejder i de højest rangerede tidsskrifter inden for sit område og bogkapitler i amerikanske lærebøger. Henrik Dimke har modtaget finansiering til sin forskning fra en række private fonde, heriblandt Novo Nordisk Fonden, Fabrikant Vilhelm Pedersen og Hustrus Mindelegat, Carlsbergfondet og Lundbeckfonden og fra Danmarks Frie Forskningsfond, bl.a. i form af en Sapere Aude-bevilling. Henrik Dimke har modtaget Renal Section Young Investigator Award 2022 fra American Physiological Society. Udmærkelsen gives årligt til en enkelt fremragende yngre nyreforsker på verdensplan.
Henrik Dimke er født den 8. november 1980 og bor i Odense.
Kommentarer