Kultur

PHLAKE annoncerer efterårstour 2022

Phlake. Foto: Dennis Morton.

Med tre stærke albumudgivelser i ryggen, en lang række af radio- og streaminghits og et hav af udsolgte koncerter er Phlake nu aktuelle med ny musik og annoncerer fire store koncerter i 2022

Torsdag 29. september: Odeon, Odense

Fredag 30. september: Royal Stage, Aalborg

Fredag 7. oktober: K.B. Hallen, København

Lørdag 8. oktober: ACC, Aarhus

Halvandet år efter deres seneste albumudgivelse, ’The Illegal Download Of Your Soul’, er Phlake nu i gang med et nyt musikalsk kapitel, som blev kickstartet med udgivelse af singlen ’Vendetta’ den 29. oktober 2021. Singlen blev valgt direkte som Ugens Uundgåelige på P3 og ramte de internationale streamingtjenester med et brag.

Om ’Vendetta’ fortæller forsanger Mads Bo;

– ”For mig er ’Vendetta’ en sang, der handler om stress og selvbedrag i usund og farlig forening. Den handler om, hvor opslidende det er at være i et konstant opgør med sig selv; hvem man har været, hvem man er – og især også hvem man gerne vil være.

– Noget af det mest uoverskuelige i tilværelsen kan være at ændre på sig selv. Det der med at stoppe op og gøre noget ved sine problemer, føles ofte ikke som en mulighed.”

Phlake tordnede i 2016 ind på de danske hitlister med kæmpe hits som ’Pregnant’ og ’Angel Zoo’ fra debutalbummet ’Slush Hours’, der høstede hele 5 priser ved DMA 2016 – bl.a. for Årets Album. Siden da har de udgivet de to albums ’Weird Invitations’ og ’The Illegal Download of Your Soul’ til stor glæde for både fans, radiolyttere og anmeldere.

Phlake har opnået rigtig meget siden deres debut; De var det mest spillede danske navn på P3 i både 2016 og 2017, singlen ’The Rascal’ var det mest spillede nummer på dansk radio i 2018 og vandt P3s lytterhit i 2019. Derudover har de modtaget flere guld- og platincertificeringer for deres udgivelser.

Phlake er kendt som et fænomenalt live band hvilket blev tydeligt, da de satte publikumsrekord på Roskilde Festivals Upcoming scene i 2016 – som debutanter på festivalen. Året efter åbnede de den legendariske Orange Scene, og har siden da optrådt i hele landet til stor fornøjelse for fans og musikelskere. Kort før nedlukningen af Danmark, i november 2019, spillede bandet en headliner-koncert i Royal Arena, som blev en milepæl i deres karriere. GAFFA gav koncerten fem stjerner med overskriften ”Da Phlake skrev et manifest om moderne dansk pophistorie”.

Billetsalget starter torsdag 11. november kl. 10.00 via https://luger.dk/artists/phlake

Live Nation / Luger presale: onsdag 10. november kl. 10.00 (23 timer)

Kommentarer