Ny pulje skal styrke lokale indsatser mod omsorgstræthed og forråelse i ældreplejen
Pulje genåbnet til styrket indsats mod omsorgstræthed og forråelse i ældreplejen. Foto: Les Kaner.
Kommuner og private leverandører på ældreområdet kan nu igen søge midler til et læringsforløb med demensrejseholdet. Ældreministeriet har åbnet en pulje på 10 millioner kroner til at styrke den lokale indsats mod forråelse og omsorgstræthed i ældreplejen.
Flere og flere danskere får demens. Det stiller større krav til medarbejdere og ledere i ældreplejen – både fagligt og menneskeligt – fordi arbejdet med mennesker med demens, gør pleje- og omsorgsopgaven mere kompleks.
Som led i ældrereformen blev der derfor i perioden 2025–2027 afsat i alt 30 millioner kroner til nye læringsforløb med demensrejseholdet. Forløbet skal styrke trivslen for medarbejdere og ledere i ældreplejen og forebygge omsorgstræthed og forråelse.
Sidste år fik 20 plejehjem støtte til at gennemføre forløbet, og erfaringerne viser, at målrettede læringsforløb kan gøre en reel forskel i hverdagen.
Puljen er nu genåbnet for 2026, hvor der er afsat 10 millioner kroner. Det skal give flere kommuner og private leverandører på ældreområdet, herunder selvejende organisationer, mulighed for at deltage i demensrejseholdets forløb.
Læringsforløbene har fokus på faglig refleksion, ledelsesstøtte og konkrete redskaber, der styrker trivsel i et såkaldt dobbeltperspektiv, hvor både borgernes og medarbejdernes trivsel og tryghed er i centrum.
– Medarbejdere og ledere i ældreplejen står hver dag i meget komplekse situationer, ikke mindst i arbejdet med borgere med demens. Derfor er det afgørende, at de ikke står alene, og at de har de rette kompetencer og rammer til at møde borgerne med faglighed, nærvær og værdighed i hverdagen, siger Ældreminister Mette Kierkgaard (M) og fortsætter:
– Vi har et fælles ansvar for at sikre en værdig og omsorgsfuld ældrepleje. Med miderne til nye læringsforløb med demensrejseholdet, giver vi kommunale og private aktører bedre muligheder for at klæde ledere og medarbejdere på, så vi forebygger omsorgstræthed og forråelse til gavn for både borgerne og medarbejderne selv.
– Demens er en af de mest indgribende sygdomme, vi kender. Den forandrer livet grundlæggende både for den, der bliver ramt, og for de pårørende. Med den kommende nationale demensplan vil vi styrke indsatsen hele vejen rundt. Her spiller kompetente medarbejdere i ældreplejen en helt afgørende rolle. Det er afgørende for at skabe tryghed og kvalitet i plejen og samtidig støtte de pårørende bedre gennem et svært forløb, lyder det fra ministeren.
Om demensrejseholdet
Demensrejseholdet åbnede i 2015. Rejseholdet afvikler praksisnære læringsforløb for alle medarbejdere, herunder ledere, demenskoordinatorer og sygeplejersker på de deltagende plejecentre og hjemmeplejeenheder.
I perioden frem til 2019 deltog i alt 22 kommuner i de praksisnære kompetence- og organisationsudviklingsforløb. Herefter fulgte demensrejseholdsforløb med skærpet fokus på arbejdet med forebyggelse, behandling og antipsykotisk medicin, som har kørt siden 2021 og fortsætter frem til 2026.



Kommentarer