Navnenyt

Ny professor i fysioterapi og personcentreret rehabilitering

Lisbeth Rosenbek Minet, fysioterapeut, ph.d. er ny professor i fysioterapi og person-centreret rehabilitering på Geriatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital, OUH og Klinisk Institut, SDU.

Lisbeth Rosenbek Minet skal i sit nye professorat sætte fokus på forskning i forebyggelse af funktionsevnetab hos ældre medicinske patienter i tæt samarbejde med klinisk praksis. Hun kombinerer sin forskning med klinisk fysioterapifagligt arbejde i Geriatrisk Afdeling, OUH samt undervisning på Klinisk Institut, SDU.

Som professor vil Lisbeth Rosenbek Minet arbejde tæt sammen med forskere fra Geriatrisk Forskningsenhed og Forskergruppen i Personcentreret Rehabilitering ved Klinisk Institut, SDU samt forskere fra Sektion for Fysioterapi ved Karolinska Instituttet, om forskning inden for komplekse behandlingsforløb, der indebærer samarbejde på tværs af sektorer. Hun fortsætter forskningssamarbejder om udvikling af ICT-understøttet tværsektorielle og tværprofessionelle behandlings- og rehabiliteringsforløb med særligt fokus på patient- og pårørendeperspektivet.

Lisbeth Rosenbek Minet skal deltage i at etablere et nyt center i tæt samarbejde med Forskergruppen i Personcentreret Rehabilitering og KCR – Kompetencecenter for Rehabilitering, OUH. Centeret skal forske for og med patienter og pårørende i evidensbaseret rehabiliteringspraksis på tværs af fag og sektorer. Med udgangspunkt i et stærkt tværvidenskabeligt miljø skal centerets forskning understøtte, at sundhedsprofessionelle tilegner sig de nødvendige kompetencer, der sikrer at patientens forudsætninger, ressourcer og forventninger mødes af en individuelt tilpasset sundhedsprofessionel rehabiliteringsindsats.

Lisbeth Rosenbek Minet er uddannet fysioterapeut i 1997 fra Fysioterapeut- og Ergoterapeutskolen i Odense. Hun har gennem sit arbejde som fysioterapeut været optaget af at udvikle fysioterapeuters praksis, så fysioterapifaglige indsatser har sin relevans og kan være med til at sikre en høj kvalitet i behandling og rehabilitering af patienter og borgere. Med fokus på dette gennemførte Lisbeth Rosenbek Minet i 2005 den Sundhedsfaglige Kandidatuddannelse, cand.scient.san. på SDU.

I marts 2011 forsvarede Lisbeth Rosenbek Minet sin ph.d.-afhandling, som undersøgte hvordan en individuelt tilpasset indsats kan understøtte patienter med diabetes i mobilisering og udnyttelse af egne ressourcer. Hun blev i 2012 ansat som adjunkt på SDU med tilknytning til Rehabiliteringsafdelingen, OUH. Her har hendes forskningsfelt omhandlet forebyggelse og rehabilitering inden for geriatri og kronisk sygdom med fokus på sundhedsfaglige indsatsers betydning for at fremme funktionsevnen hos den enkelte. I adskillige projekter har hun arbejdet med borgernære teknologier og co-produktion med patienter og sundhedsprofessionelle i udvikling og evaluering af komplekse interventioner.

Lisbeth Rosenbek Minet sidder som bestyrelsesmedlem i Baltic Sea Region Network in Personalized Health Care, som er et internationalt og multidisciplinær forskningsnetværk af universiteter i de baltiske og nordiske lande. Hun er medlem af SEVERIN, det Nationale Forskningsnetværk i Rehabilitering samt sidder med i styregruppen for Family Focused Healthcare Research Center, FaCe ved Klinisk Institut, SDU. Lisbeth Rosenbek Minet har fokus på at understøtte karriereveje for forskere med faglig baggrund i fysioterapi og ergoterapi og samarbejder herunder med UCL, Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Lisbeth Rosenbek Minet bor i Odense med sin mand og deres to fælles børn. I sin fritid er hun med i Soroptimist International, en NGO der arbejder for kvinders og pigers liv og rettigheder, både i Danmark og internationalt.

Kommentarer