Energi Fyn: 80 procent af danskerne interesserer sig stadig for elpriserne
Ny analyse fra Energi Fyn og A&B Analyse viser, at danskerne fortsat er interesserede i at tale om energi. Her små to år efter energikrisen interesserer hele 80 procent af de adspurgte sig fortsat for elprisen, og 57 procent tænker på at spare på strømmen hver dag.
Energiselskabet Energi Fyn har i samarbejde med A&B Analyse taget temperaturen på danskernes lyst til at tale om energi. Analysen viser, at der her to år efter energikrisens start fortsat er stor interesse for at tale om og forstå energimarkedet.
80 procent af de 1003 adspurgte svarer, at de er interesserede i elpriser. 57 procent tænker på at spare på strømmen hver dag, og hele 8 ud af 10 tænker over, hvordan de sparer på strømmen hver uge.
Det er primært den ældre del af befolkningen, der ønsker at spare på strømmen, mens det især er den yngre del af befolkningen, der interesserer sig for elprisen.
– Analysen viser, at danskerne bestemt ikke har mistet interessen for energimarkedet. Elpriser, internet, grøn strøm og opladning af elbilen fylder i snakken rundt om middagsbordet i de danske hjem. Danskerne vil gerne vide mere om energi, og som energiselskab er det vores ansvar at dele ud af vores viden og give vores kunder gode råd og inspiration. Det gør vi blandt andet på vores hjemmeside og i vores nyhedsbrev, fortæller Finn Andersen, der er kommerciel direktør hos Energi Fyn.
Mange ved ikke, hvor strømmen kommer fra
På trods af den store interesse for energi svarer mere end 57 procent, at de ikke ved, hvor strømmen kommer fra.
– Der er faktisk kun 22 procent af de adspurgte, der helt konkret svarer, at strømmen købes på elbørsen. Mange danskere ved ikke, hvor deres strøm kommer fra, og hvordan energimarkedet hænger sammen. Det er bestemt heller ikke enkelt, men det overrasker os alligevel, at der ikke er flere, der ovenpå energikrisen er klar over, hvordan energimarkedet fungerer, lyder det fra Finn Andersen.
– El er en børsvare på samme måde som korn, olie og stål, og i Danmark køber og sælger vi el via den nordiske elbørs Nord Pool. Det er på børsen, at elpriserne bliver fastlagt ud fra udbud og efterspørgsel. Her udbyder blandt andet svenske, norske og danske producenter el fra forskellige energikilder som for eksempel vandkraft, solceller og vindmøller. Det er også her, at leverandører som Energi Fyn køber strømmen til vores kunder, forklarer Finn Andersen.
Finn Andersen fortæller, at elmarkedet er et af verdens mest foranderlige markeder. Markedet kan opleve voldsomme prisudsving fra time til time og fra dag til dag. Der er flere faktorer, som påvirker elpriserne i Danmark. Nogle af de væsentligste faktorer er vind og sol.
– I maj måned har vi for eksempel haft mange solskinstimer. Det betyder, at vi har haft rekordmange timer med negative priser, når vi kigger på den rene elpris, fortæller han og tilføjer:
– Man skal dog huske, at oveni den rene elpris kommer elafgiften til staten, abonnementer, tillæg, moms og nettariffen til ens lokale elnetselskab, der skifter afhængig af, hvornår på døgnet man bruger strømmen.
Hold øje med elprisen
Finn Andersen anbefaler, at man holder øje med elprisen og forsøger at flytte dele af sit forbrug til de tidspunkter, hvor elprisen er lav. På denne tid af året er det typisk i eftermiddagstimerne, hvor solen er højest på himlen, og i weekenden, hvor forbruget er lavt.
– Det kan godt betale sig at holde øje med elprisen, da den svinger meget. Hos Energi Fyn har vi en app, hvor man nemt kan se sin personlige elpris et døgn frem. Man kan nemt få et overblik over ens samlede elpris, hvor vi tager højde for både ens elaftale og nettariffer i ens område. I appen kan man nemt vælge, om man vil se prisen med eller uden elafgiften, hvis man for eksempel får refusion i elafgiften, fordi man har en ladeboks eller en varmepumpe.
Økonomi vægter højere end klima
Energi Fyns analyse viser, at det oftere er økonomi frem for klima, der får danskerne til at spare på energien.
73 procent svarer, at den primær årsag til, at de tænker over deres varmeforbrug, er økonomi, mens kun 17 procent svarer, at det er på grund af klimaet og hensyn til omverdenen.
– Vi er generelt mere interesserede i at spare penge end i klimaet, når det kommer til energi. Vi sparer primært på energien på grund af økonomiske årsager. Analysen viser, at de forbrugere, der har et klimafokus ofte bor i de større byer, og jo større husstandsindkomst man har, jo større er sandsynligheden for, at man har fokus på klima. Ligesom det også er en overvægt af kvinder, der har fokus på klimaet, fortæller Finn Andersen.
Om analysen
Undersøgelsen er foretaget af A&B Analyse i et såkaldt Danmarkspanel. Panelet består af mere end 70.000 tilfældigt udvalgte danskere. Indsamling er foretaget via internettet som selvudfyldt spørgeskema. 1.003 personer deltog i undersøgelsen. Alle er 18 år og opefter. Dataindsamling er foretaget fra den 2. til 7. maj i år.
Kommentarer