Livsstil og forbrug

LEGOLAND® tager ud i landet for at bygge LEGO® modeller med gæsterne – første stop er Odense

Foto: LEGOLAND Billund.

LEGOLAND® drager på roadshow i hele landet for at bygge med LEGO® klodser, og inviterer alle til at komme og være med. Eventyret begynder til Eventyrligt Julemarked i Odense den 11.-12. december, hvor der skal bygges LEGO modeller i temaet jul og i H.C. Andersens univers.

Der er masser af muligheder for at opleve LEGOLAND® magien i de kolde vintermåneder, selvom parken i Billund holder lukket. LEGOLAND inviterer nemlig alle børn og barnlige sjæle til at bygge ikoniske vartegn/attraktioner fra danske byer i LEGO klodser.

– Vi skal til at bygge meget mere med LEGO® klodser i LEGOLAND® i 2022 – og det tyvstarter vi på allerede inden sæsonstart. I løbet af vinteren kommer vi på besøg rundtom i hele landet, så alle får chancen for at bygge med LEGO sammen med os, og måske være heldig at få sin LEGO model udstillet i `LEGOLAND Gallery`, som er en af de nye byggeoplevelser, der åbner næste år, siger Kasper Tangsig, pressechef i LEGOLAND.

LEGOLAND Gallery er blot én af de otte nye LEGO attraktioner, som man kan opleve næste år i LEGOLAND.

Første stop – Odense

Allerede i denne uge, kan man møde LEGOLAND udenfor de kendte rammer, når de i weekenden den 11. – 12. december besøger ”Eventyrligt Julemarked” i hjertet af Odense, hvor der skal bygges massevis af LEGO modeller fra H.C. Andersens univers og LEGO julepynt til juletræet.  

– Vi glæder os til at besøge Eventyrligt Julemarked i Odense, og vi håber selvfølgelig, at mange vil komme og bygge sammen med os. H.C. Andersen er jo ikonisk for alle i Danmark, og derfor bliver det spændende at se, hvordan man kan fortolke hans eventyr med LEGO klodser. Derudover så skal vi naturligvis bygge noget julepynt til vores juletræ, når vi er på et eventyrligt julemarked midt i december, siger Kasper Tangsig.    

Til julemarkedet bliver der også mulighed for at deltage i konkurrencer, vinde seje LEGO præmier og hilse på den drillesyge drage Olli. Der vil være spritdispensere, så alle LEGO byggere opfordres til at spritte hænder før og efter, de bygger med LEGO klodserne, ligesom der vil være nye LEGO klodser at bygge med om søndagen.

Næste stop på turen er Aarhus, som LEGOLAND efter planen vender forbi i januar og derefter går turen rundt i resten af Danmark frem mod åbningen af LEGOLAND den 2. april 2022. 

2022 i LEGO® klodsens tegn

LEGOLAND® præsenterede tidligere på året deres 2022 nyheder, som i høj grad står i LEGO® klodsens tegn. Otte nye LEGO attraktioner og en tilføjelse på 10 millioner LEGO klodser skal danne rammer for et år fyldt med byggeri, sjov og kreativitet i LEGOLAND.

– Vi glæder os helt vildt til at åbne vores nye byggeoplevelser i LEGOLAND næste år, så det er bare ekstra fedt, at vi kan få lov til at bruge ventetiden på at komme ud og bygge med vores gæster, når LEGOLAND er lukket, og så håber vi selvfølgelig, at de vil komme til LEGOLAND og bygge videre med os til april, når vi slår dørene op til en ny sæson, slutter Kasper Tagnsig.

Kommentarer