Klinisk professor I metaboliske knoglesygdomme
Morten Frost Nielsen (43 år), overlæge på Odense Universitetshospital, er udnævnt til professor i Metabolic Bone Diseases ved Klinisk Institut, SDU.
Hans ansættelse er samtidig knyttet til Steno Diabetes Center Odense Klinik for Molekylær Endokrinologi, KMEB, ved OUH. I sin nye stillingskombination skal Morten Frost arbejde halvdelen af tiden som overlæge på Endokrinologisk Afdeling på OUH og halvdelen af tiden som klinisk professor.
Hans forskningsområder omfatter betydningen af type 1- og 2-diabetes, tarmhormoner og knoglecellernes energiomsætning for skelettet. Hans forskning er baseret på kombinationer af kliniske og dyre- og celleforsøg og andre laboratoriebaserede forskningsmetoder. Forskningen udføres i samarbejde med kolleger på Steno Diabetes Center Odense, og KMEB-laboratoriet og Osteoporoseklinikken ved Endokrinologisk Afdeling M foruden en række danske og udenlandske samarbejdspartnere.
Han har tilbragt et halvt år ved Oxford Centre for Diabetes, Endocrinology and Metabolism, hvor han blev trænet i forskning i sygdomme i kroppens håndtering af calcium. Forskningen er også en af hans hobbies, som suppleres med længere løb og bjergvandring.
Morten Frost Nielsen er født i Århus og siden vokset op i Kolding. Han er student fra det daværende Kolding Amtsgymnasium i 1996 og har siden været bosiddende i Odense.
Kommentarer