Livsstil og forbrug

Dansk Fjernvarme: Vigtig EU-aftale om gasreduktion

Direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen. Foto: Dansk Fjernvarme

Enighed blandt EU’s energi- og klimaministre om en energispareplan, der kan reducere gasforbruget frem mod den kommende vinter er et vigtigt skridt mod at stoppe Ruslands brug af naturgas som våben. Nu skal der fokuseres på at få behovet for naturgas ud af opvarmningen og få de grønne alternativer ind, siger brancheorganisation.

Prisen på naturgas er igen steget voldsomt og er nu rundet 16 kr. for en kubikmeter. Anledningen er at Rusland igen reducerer naturgasforsyningen til EU gennem Nord Stream 1, hvor leveringen er nede på 20 procent af den fulde kapacitet.

I den situation er det vigtigt, at EU og medlemslandene står sammen med et fælles budskab til Rusland – EU vil ikke betale til Ruslands krigskasse, og vil derfor reducere gasforbruget med mindst 15 procent over den kommende vinter.

Dagens aftale er derfor godt nyt for de danske boligejere og industrien og for det fælles gasmarked i Europa mener Dansk Fjernvarme, der repræsenterer 370 fjernvarmeselskaber samt affaldsenergiselskaber og kraftvarmeværker.

– Medlemslandenes penge skal investeres i fremtiden og ikke i at opretholde en usundt gasforbrug. Det er realistisk at blive uafhængig af naturgas, særligt i Danmark, hvis vi øger investeringerne i andre grønne energiteknologier som f.eks. fjernvarme og Power to X anlæg med produktion af nye grønne brændsler, siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen og fortsætter:

– Danmark og fjernvarmeselskaberne er allerede langt med en række forberedelser frem mod den kommende vinter for at sikre en stabil gasforsyning i den kommende varmesæson. Men vi har alle et ansvar for spare på energien, hvor det er muligt, så Rusland ikke får held med at bruge deres gaseksport som et våben mod Europa. Hvis der opstår gasmangel i Europa, vil det få konsekvenser for gaskunderne, industri og økonomi. Derfor glæder vi os over regeringens og EU-kommissionens tiltag om en samlet reduktion af gasforbruget med de allerede øvrige igangsatte tiltag.

Vi skal hurtigere udfase naturgas

Støtte til at få private gaskunder og erhverv omstillet væk fra naturgas og over på fjernvarme er den rigtige løsning, som også understøtter klimamålene om at have udfaset naturgassen helt i 2030, mener Dansk Fjernvarme.

– Vi skal have udfaset gassen i boligopvarmningen og industrien de steder, hvor det er muligt og erstatte den med grøn fjernvarme baseret på store varmepumper, elkedler, solvarmeanlæg, bæredygtig biomasse og overskudsvarme. Derfor er det også en stor streg i regningen, at der på nuværende tidspunkt ikke er flere midler tilbage i fjernvarmepuljen, der netop støtter konverteringsprojekter fra naturgas til grøn fjernvarme, påpeger Kim Mortensen.

Og fjernvarmeselskaber i hele landet er på nuværende tidspunkt i fuld gang med at udbygge fjernvarmenettet samt at udfase naturgas som brændsel i deres produktion, lyder meldingen.

– Hos fjernvarmeværker i hele Danmark oplever vi en øget omstilling fra naturgas til alternative grønne varmekilder. Det bliver også godt hjulpet på vej med udvidelsen af den seneste Etableringsstøttepulje, som fjernvarmeselskaber kan benytte for at udfase fossile brændsler. Det er tiltag som dette, der gør, at Danmark er godt på vej mod uafhængighed af russisk naturgas, slutter Kim Mortensen.

Kommentarer